Vi er tre gutter, der er fascinerede af konceptet Escape Rooms. Vi har lavet denne hjemmeside for at kunne huske, hvilke firmaer vi har besøgt samt at have et overblik over de forskellige rum vi har prøvet. Derudover synes vi der manglede en oversigt over de Escape Rooms, der tilbydes i Danmark. Siden er lige nu fokuseret på København, da vi alle bor her, vi er dog klar over at der er dukket flere rum op i Danmark, og vi har planer om at komme ud og besøge så mange som muligt. Vi er på ingen måde professionelle Escape Room-udøvere, men vi har et højt konkurrencegen, der gør, at vi altid gør vores bedste for at gennemføre rummene så hurtigt som muligt, så nogle gange glemmer vi helt at nyde og føle de ideer, der kan være lagt i gåder og løsninger. Scoren på de forskellige rum skal ses som vores umiddelbare holdning til rummet og andre personer vil måske have andre holdninger til dette.

Om vores vurderinger af rummene

Vi har inddelt vores anmeldelser af rummene i fire kriterier med en vurdering fra en til fem hængelåse, hvor en hængelås ikke er så godt, og fem er fantastisk.

Miljø / stemning: Hvor gode har spildesignerne være til at skabe en indbydende stemning, der passer til den gåde, der skal løses. Får man for eksempel fornemmelsen af at være hensat til en skyttegrav i første verdenskrig, eller føles det mere som en presenning, der er sat op i et klasselokale.

Wow faktor: En wow faktor i et rum kan f.eks. være, når man finder ud af, at det, der ligner en ubetydelig revne i tapetet i virkeligheden er en dør til et andet rum.

Puzzles opfindsomhed: Hvor mange nytænkende puzzles er der i rummet. En kodelås, der åbnes med en kode fundet i en bog på reolen, giver for eksempel ikke mange point her.

Puzzles variation: Er alle puzzles i rummet hængelåse med nøgler eller er variationen god?

Du kan kontakte os på kontakt@escaped.dk